Trivsel anno 2013: dialog er ikke længere tilstrækkeligt

Vi kender vel alle den gode forælders imperativ "tal med dit barn", der i vid udstrækning gælder for mange typer af autoriteter i børn og unges liv? Tænk fx på lærere, pædagoger og socialarbejdere, hos hvem dialog er præmissen for at sikre børn og unges dannelse og varetage deres tarv. Den personlige, vedkommende og reflekterende samtale er en udbredt pædagogisk praksis, der også har et juridisk udtryk i de ved lov fastsatte procedurer for sagsbehandlinger, der involverer børn, og som forpligter autoriteter til at lytte til sagens børn eller unge personer. Årtier tilbage sivede psykologisk indsigt og faglige metoder ud i et bredere samfund, og i dag er fraværet af dialog mellem børn og forældre som regel forbundet med sidstnævntes dårlige samvittighed - altså, at tale med børn om deres velbefindende og vejlede dem med udgangspunkt i deres subjektive erfaringer er et moralsk imperativ. 

Jeg vil endvidere hævde, at imperativet beskriver een, hvis ikke den hegemoniske diskurs i dannelsen af børn og unge. Vi stiller ikke spørgsmålstegn herved, for det er efterhånden en offentlig sandhed, at dialogbaseret opdragelse er autoritetens ypperste metode, og personligt finder jeg det akavet nu, i nærværende indlæg, at skulle kritisere imperativet, og særligt for dets status blandt mange andre mulige imperativer for samfundets autoriteter. Jeg mener, at dialog ikke længere er tilstrækkelig, mere og bedre viden, hvorom kendskab til og beherskelse af bliver et moralsk anliggende for autoriteter. Og den viden, jeg peger på er et nuanceret og konstruktivt indblik i det digitale samfunds strukturer - nogle strukturer og vilkår for mennesket, vi ikke tidligere har kendt. 

Det var i metateksten til en konference, på tværs af oplæg fra forskere, diverse seminarer og et tankevækkende filosofisk argument for at betragte Facebook-brugere som cyborgs, at jeg undredes over et misforhold mellem en ny, hidtil uset digital virkelighed, og så en herskende forståelse af, at denne virkelighed svares med en ældre tids moral.   

Digitale medier og mobile enheder har givet mange, næsten alle, danske børn og unge en digital dimension i deres tilværelse. Web 2.0 tilbyder en anden form for kontakt og interaktion, hvis implikationer er vidtrækkende. Derfor er det vigtigt, at der opstilles en række parametre for social acceptabel adfærd, som sikrer en større grad af trivsel - det er almen kendt og logisk indlysende, at fællesskaber strækker sig på tværs af medier og modaliteter. Så den tekst Kurt skriver til Keld på Facebook, og de billeder, Marianne sender i Snapchat, og Hennys tags på Twitter, de har konsekvenser i klassen, til fodbold og derhjemme på værelset. 
På den førnævnte konference var løsningen på børn og unges manglende evne til at overskue konsekvensen af deres handlinger, at autoriterne gik i dialog med de yngste generationer; det er ligesom med dine børns fodboldstævner: vis interesse for dem, tal med dem om det, de synes er interessant, et voila!(?) (?) 

Men for mig at se, er det en fejl at tro, at dialog per se fører til noget. Sagen med digital trivsel handler netop om digital trivsel, hvilket vil sige noget ganske andet end pre-digital trivsel. Vil man være en god fyr eller en sød pige, hvis adfærd i et digitaliseret samfund hverken hindrer egen eller andres trivsel, er forudsætningerne for at efterstræbe dette komplicerede i et omfang, vi måske endnu ikke kender, fordi vi stadig er i gang med at udvikle vores forståelse af det digitale samfunds strukturer. En konstruktiv dialog med vores børn og unge om digital trivsel betinges af en grundigere viden, ikke om godt og skidt, rigtig og forkert - dydsetikken kender vi, men Facebook og Twitter som eksistentielle forudsætninger for at efterleves dens krav til et dannet individ, kender vi ikke, godt nok.

Børneårenes ”Har du talt med dit barn i dag?” skal genlyde, når vi bedre ved, hvad vi skal snakke om.

Vild læring

I Vesten kender vi "den vilde" fra Amazonas dybe skove, Nordøstasiens øde sletter og Stillehavets isolerede øer i det centrale og sydlige Polynesien, der alle er steder og samfund, hvor indfødte har indrettet tilværelsen efter nogle helt andre principper og kategorier, end dem vi selv kender og bruger til at organisere vores verdensbillede. Det betyder bl.a., at den vilde har en anden moral, betragter sig selv og fællesskabet anderledes, end vi ville gøre, og det betyder også, at vi ikke (umiddelbart) kan evaluere og bedømme den vildes gerninger.
Selvom betegnelsen ikke længere anses for at være politisk korrekt endsige videnskabelig valid, opfatter jeg alligevel "vild" som et udmærket koncept til at beskrive, at nogle tilstande så at sige er "vendt på hovedet", og at "verden ses i et (helt) andet lys".

Disse metaforer, der beskriver en radikal anderledeshed, er allerede blevet introduceret i forbindelse med den udvikling e-læring og digital undervisning har sat i gang. Som præsenteret i et tidligere indlæg på denne blog, bruger man fx i USA udtrykket "flipping the classroom" og "flipped teaching", der henviser til en undervisningsform, hvor "klasseværelset" og "skoletiden" er dedikeret til opgaveløsning og lektier, mens "hjemmearbejdet" nu består i at se underviserens videoforelæsninger og kortere tutorials online via diverse tablets eller en pc. Altså er her, som flipped teaching antyder, tale om en omvendt tilstand relativt til før.  

Potentialet for pædagogisk innovation via denne undervisningsform er stort og omfattende i sine muligheder for at kvalificere læring, uden tvivl og heldigvis. Men som påpeget, bl.a. i en artikel i The Economist fra 2011 , findes en længere række af andre, mere kulturelle følgevirkninger af e-læring og flipped teaching, som jeg mener, at vi, der arbejder med udvikling og implementering af e-læring, bør gøre uddannelsesinstitutioner og det brede samfund opmærksom på.

Kategorier som "klasseværelse", "skoletid" og "hjemmearbejde" fungerer som kognitive skemaer i vores bevidsthed, der indeholder en lang række implicitte informationer, fx om sprogbrug, magtfordeling og moral, som vi navigerer efter og bruger til at handle korrekt i en sociokulturel kontekst som undervisning. Men når undervisningspraksis ændrer sig i takt med digitaliseringen og vender undervisning og læring på hovedet - der i den forstand bliver vild - skal vi gøre en aktiv indsats for at ændre vores kognitive skemaer og ultimativt vores forventninger som samfund til underviserens og elevens før-faglige færdigheder og almene dannelse i digital teknologi. Vi skal have offentlige diskussioner om undervisernes nye roller og opgaver; om forældrenes ansvar for at klæde sine børn korrekt på til at modtage digital undervisning; og om uddannelsespolitik og de ændrede krav, vi vil stille til afgangselevers færdigheder.

Jeg mener eksempelvis, at der med den vilde læring bør følge nye krav til evaluering af underviserne, der sætter fokus på IT og innovativ pædagogik. For at skabe et lige og dermed retfærdigt udgangspunkt for alle skoleelever, bør vi også overveje en alternativ afgiftsordning, måske slet ingen (?), i forhold til den teknologi, familier køber til at udvikle deres børns IT-færdigheder. Sidst men ikke mindst mener jeg, at vild læring, som en løbende, men skelsættende udvikling i grundlaget for det danske vidensamfund, stiller et krav om (mere) tværfaglig forskning, der dokumenterer og foregriber problemstillinger, der relaterer sig til e-læring.